Savnet

Af ængstlig Længsel nu mit Hierte gyser,
  Min Siel er skiult i Nat, som Nordens Pol;
Thi for en anden Folkekreds du lyser,
  Du, mine Dages elskelige Sol!
Og hvor er Lys for mig? og hvor er Varme
  For dette Hierte? hvor er alt dets Lyst?
Kun i dit Smil, og kun i dine Arme,
  Og kun i salig Slummer ved dit Bryst.
Kun hvor du er, min Himmel, Elskte! smiler,
  Kun hvor du er omgiver Glæden mig;
Hvorhen du gaaer, did hele Himlen iler,
  Du flytter hele Jordens Fryd med dig.
Ak! at jeg, som en Engel, ei kan svæve
  Omkring dig, Yndige! hvorhen du gaaer;
At ei min Siel i himmelsk Lyst kan bæve
  Paa Rosen, som henvisner i dit Haar;
At ei blandt hine Perler jeg kan nyde
  I Kiæden om din Hals elysisk Lyst;
At ei mit hele Hierte sig kan gyde
  I Lilien, som falmer paa dit Bryst.
Misundte Rose! Lykkelige Kiæde!
  Tre Gange lykkelige Blomstersnee!
Den hele Verden gav jeg bort med Glæde
  For een af eders Lod, misundte tre!
Lad ei forgieves Skiebnen eder byde
  Den Lod, den nægtede Selines Ven!
Men ak! I Følesløse skulle nyde,
  Jeg ømme, kielne, kun skal fatte den!
Ja! jeg skal i sin hele Vidde savne
  Den Himmel som med hende mig forlod,
Og i mit Helved længselfuld omfavne
  Den tomme Luft, hvori min Engel stod.