Hun
Snart hæves jeg til Lysets Sæde;
Mig Gravens Mørke skrækker ei;
O! doppelt døde jeg med Glæde,
Hvis nogen elskte dig, som jeg.
Han
Ved Dig kun dette Hierte hænger;
Dit Billed kun mit Øie seer;
Hvis Du mig ei kan elske længer,
Jeg Elskov ei behøver meer.
Hun
O! meer og meer, og uden Ende
Jeg hist vil elske dig, min Ven!
Mit Hiertes Ild skal doppelt brænde,
Hvor ingen Smerte dæmper den.
Han
Din Stemme dæmpes; men dit Øie
Mig smiler doppelt hvert et Ord;
Hun
Jeg nærmer mig den Evighøie;
Den synker alt, den mørke Jord.
Han
O Gud! o Smil! o kom tilbage!
Hun
Jeg elsker dig i Himlens Skiød .....
Han
O! rinder Taarer! rinder Dage!
O! rind mit Liv! o favn mig, Død!
