Dengang jeg var en lille,
en lille bitte én,
jeg gerne fange ville
hver fugl, der sad på gren,
og dem, der havde stemme,
jeg gemte i et bur,
men buret hang der hjemme
på bedstefaders ur,
men buret hang der hjemme
på bedstefaders ur.
Næst fuglene i buret,
der sang som til en fest,
næst kukkeren i uret
jeg syntes, jeg sang bedst.
Jeg var så vel til mode
alt ved min egen røst,
jeg troede, at der boede
en sangfugl i mit bryst,
jeg troede, at der boede
en sangfugl i mit bryst.
Men kukkeren fik nykker,
den gav ej flere kvæk,
og buret gik i stykker,
og fuglene fløj væk.
Hvor skal jeg vished finde,
thi selv jeg ved det ej,
om den, der sad herinde,
er fløjet samme vej,
om den, der sad herinde,
er fløjet samme vej!
