Afrodites Dampe

— O Venus, holdes, schönes Weib, 
  Ihr seid eine Teufelinne — 
 
I 
Det er koldt i Rom. En skarp 
  og lysfyldt Morgen. 
Mellem gulgraa Masser rødmer 
  Engelsborgen. 
 
Paa St. Peters Plads de store 
  Springvand bruse 
af den aand, som mellem Søjler 
  har til Huse. 
 
Vejen bag om Peterskirke- 
  Fundamentet 
ligger mellem udsøgt Murværk 
  gejstlig præntet. 
 
Og ved Vejens Ende viser 
  os en Svejtser 
op til Toppen øverst, hvor 
  Musæet knejser. 
 
... For at mildne Luftens Raahed, 
  som os møder, 
findes paa et Ildfad udbredt 
  nogle Gløder. 
 
II 
Først paa Tærsklen til de mange 
  Sales Suite 
staar der af Praxiteles en 
  Afrodite — 
 
Kvinde i hvert Livs-Atom, 
  hvorhen hun vender, 
allermest i de lidt store 
  vage Hænder. 
 
Hun er rig og god. Slet ingen 
  Rænker bagved! 
Det er Kvindens største Styrke: 
  hendes Svaghed. 
 
Vi har tro't paa slige Hænder 
  altfor gerne. 
Men Gudinden har en løs og 
  glemsom Hjerne. 
 
Hendes Tanker, af for mange 
  Flammer svækket, 
svirrer som en Legemølle 
  helst i Trækket. 
 
Vid, du ejer hendes Hjærte, 
  Sjælen, aanden, 
hvis hun rækker sine Haandled, 
  Armen, Haanden. 
 
Dine Spørgsmaal: hvad hun tænker, 
  spar dem, spar dem! 
„Du skal kysse mine Hænder, 
  hvis du har dem.“ 
 
Kommer du med stære Luer, 
  er det herligt, 
selv om du for andre Fruer 
  gløder kærligt. 
 
Thi hun elsker Ilden hos dig, 
  men hun rammer 
med sin Haan den lede Troskab 
  uden Flammer. 
 
III 
Vore Ord om Venus strømmer 
  som en Sluse, 
mens vi glemmer, at ej langt fra 
  sad en Muse, 
 
sad en Muse af den aandig- 
  skønne Retning: 
opsat Haar og fodsid Kjole 
  med Besætning. 
 
Denne unge, ranke Muse 
  var forskønnet 
ved den Foldekastets Fylde, 
  hvormed Kønnet 
 
— ikke netop over i'et 
  sætter Prikken, 
men, ved Tankestreg, forlænger 
  Symboliken. 
 
Thi mens Klædebonnet hendes 
  Legem aver, 
skjuler det, men vækker Tro paa 
  skjulte Gaver. 
 
Med lidt stilfuldt Blændværk vil hun 
  os forblinde. 
Er hun mere eller mindre 
  end en Kvinde? 
 
Hendes Haar er dybt som dunkle 
  Foraarsskove, 
hvor vi saas en Gang — jeg tror: ved 
  Sjølunds Vove. 
 
Hun servered Te for hele 
  Kunstkritiken. 
Ak jeg vidste ej, hun stammed 
  fra Antiken. 
 
IV 
Men nu stormes Salen rask 
  af andre Muser, 
som bær Handsker, Hat og Spænder, 
  Slag og Bluser. 
 
De har Fødder, og de skrider 
  gennem Salen. 
De fordunkler Guderne paa 
  Piedestalen, 
 
som kan staa i tusind aar 
  med nøgne Lænder, 
men ej blusser af den Livsild, 
  som forbrænder. 
 
Jeg vil fly til andre Sale, 
  længselsdragen 
af Penélope — den blide — 
  Ægtemagen. 
 
... Men hvem ser jeg? — velbestøvlet 
  uden Flitter, 
Artemis, imens hun gennem 
  Krattet skridter 
 
og, mens Blikket følger Pilen, 
  som hun sender, 
endnu bøjer sig lidt sejgt 
  i sine Lænder. 
 
Hendes Knæ og Haser — skilt paa 
  Jæger-Maade — 
røber os en Kraft og Kyskhed 
  uden Naade. 
 
Denne Jomfrutrods er Skæbnens 
  Pil, der sendes, 
Naaden er saa tit det værste, 
  som kan hændes. 
 
V 
For at mildne Luftens Raahed, 
  som mig møder, 
findes paa et Ildfad udbredt 
  nogle Gløder. 
 
Blot en Haandfuld Ild — der suger 
  Fugt af Rummet, 
hvor i Sten den stolte Oldtid 
  er forstummet. 
 
Intet Fyrsted! kun en flygtig 
  Drøm om Varme, 
men den tænder alle disse 
  Gudebarme. 
 
Det er ej ved lune Ovne, 
  kælne Puder, 
man skal se et Kuld af ranke 
  nøgne Guder. 
 
Isner du ved kolde Nymfer 
  og Tritoner? ... 
Slig en Haandfuld Gløder varmed 
  Roms Neroner. 
 
Tyve Vintre uden Frysen, 
  uden Bæven, 
med en Ildskaal sad Penélope 
  ved Væven. 
 
Mer lod ikke Hera paa sit 
  Fyrfad fyre, 
naar Apollon højt for Guder 
  slog sin Lyre. 
 
Stærke aander vækkes, blanke 
  Bækner skingre. 
Yndighedsgudinden tøer de 
  frosne Fingre. 
 
Selv Olymperskarens Herre 
  Zeus med Lynet 
smiler, mild af Dampen, 
  glatter Brynet. 
 
Et Par slige Kul har stemt 
  Horatses Toner? 
og var nok for Tiberstadens 
  utro Koner? 
 
Og Tribunens Røst er ikke 
  længer valen, 
skønt der falder Sne paa Højen 
  og i Dalen. 
 
Her har Cæsar, — stor i Love 
  som i Krige — 
ved en Haandfuld Gløder skabt et 
  Verdensrige ... 
 
VI 
Var det svage Mænd, som disse 
  Guder dyrke, 
saa har deres Blødhed ikke 
  manglet Styrke. 
 
Aldrig vil de nøgne Guder 
  sig forbarme, 
hvis vi ikke ejer selv en 
  Haandfuld Varme, 
 
hvis vi kommer tryglende med 
  tomme Hænder, 
uden Offer for at have 
  dem til Venner. 
 
De er kolde, de er friske, 
  de er stærke, 
og vor Higen, vore Kræfter 
  vil de mærke, 
 
før de fører os til Slag 
  paa ranke Skuder, 
der, hvor Livet er en Kamp 
  imellem Guder. 
 
VII 
Blot en Haandfuld Ild, der suger 
  Fugt af Rummet, 
hvor i Sten den stolte Oldtid 
  er forstummet! 
 
Og vi kalder slige Guder 
  lystne, dovne? 
— vi fra Nord, der kun er lystne 
  efter Ovne. 
 
For at være livsudrustet, 
  stærk tilfulde, 
skal man kunde døje Hede, 
  modstaa Kulde; 
 
man skal kunne bære Skæbnen, 
  elske Sorgen; 
det var tragisk Pligt i hine 
  Guders Morgen. 
 
Selv om alting brister, er der 
  Trøst at øse — 
i Tragedien, hos de store 
  trøstesløse. 
 
... Er jeg kommen uden aand og 
  uden Lampe? 
Dette Fyrfads Røg er 
  Afrodites Dampe. 
 
VIII 
Noget drager mig mod 
  Afrodites Støtte 
den lidt tomme Sten, som ingen 
  dog kan flytte. 
 
Hun var givet til den halte 
  Gud for Fliden, 
men hun tog en mere dristig 
  Elsker siden. 
 
Det er Oldtids-Sangen, hele 
  Dityramben: 
denne Dejlighedens Elskovs- 
  Færd med Kampen. 
 
Hun er flygtig, men hun kaarer 
  kun en Heros; 
hun har Ares kær, fra da hun 
  fødte Eros. 
 
Selv Penélope, — den blide, 
  Ægtemagen — 
er af Æventyr og mandig 
  Daad betagen, 
 
hun, som elskede Odysseus 
  — Modet, Snillet — 
holdt hans Arne tændt, hvor langt han 
  sig forvilded. 
 
Hun har næsten noget af 
  Madonnas Ynde, 
kristent Taalmod bænket paa en 
  hedensk Hynde. 
 
Men hun er en Genglans kun af 
  Arodite, 
som blev født paa Havet i 
  Alverdens Midte. 
 
Større Helteløn kan Helten 
  ikke finde. 
... Men hun er jo Ægtehustru, 
  ej Gudinde. 
 
IX 
Afrodites Smil bestraaler 
  Jordens Øde, 
lover endnu kække Mænd et 
  hedensk Møde, 
 
naar Terpsikore ej evner 
  mer at styre 
Korets Danse med en vædderhornet 
  Lyre — 
 
naar den lyse Pallas tier 
  for at læse 
naar den store Pan er færdig 
  med at blæse — 
 
naar den sidste gyldne Pauke 
  er forstummet, 
og Urania er vendt mod 
  Himmelrummet. 
 
Afrodite har sit eget Vid 
  trods nogen, 
mens den meste Visdom bliver 
  graa som Taagen. 
 
Ofte blev hun smædet som en 
  utæt Hjærne, 
Glemsomhedens aand er hendes 
  Lykkestjærne. 
 
Sjælden ærer hun, hvad alle 
  højlydt agter, 
ler ad Ryets Larm som ad 
  de stille Magter, 
 
smiler ganske blidt, som om hun 
  vidste bedre, 
naar hun bliver vár de Tosser, 
  vi maa hædre. 
 
Den, hun rækker sine Haandled, 
  Armen, Haanden, 
rækker hun fra skjulte Kilder 
  Visdomsaanden. 
 
Afrodites Vid er brudt i 
  tusend Straaler 
som en fyrig Vin i Skæmtens 
  skønne Skaaler. 
 
Afrodites Vid er Solrus 
  over Landet. 
Thi hun ser kun ét og ler ad 
  alt det andet. 
 
Den skal være skøn som Livet, 
  stærk som Døden, 
som skal vække Afrodites 
  dybe Gløden. 
 
Tit ved Gæstebudet sad hun 
  bortvendt — spydig 
imod dem, som var de andres 
  Love lydig. 
 
Deres Hjærnespind — som fine 
  Silkelidser — 
vikled hun paa Dril om sine 
  Fingerspidser. 
 
Men naar Ares' Fodtrin runger, 
  som de plejed, 
har den gyldne Frue ikke 
  langt til Lejet. 
 
Nogle Gløder oser i et 
  Varmebækken. 
Nogle Døre bliver stængt for 
  Vintertrækken. 
 
Og naar Kløgten vaagner, som vort 
  Dagslys skjuler, 
Afrodites Haar er fuldt af 
  Visdomsugler. 
 
X 
Det er Oltidssangen, hele 
  Dityramben, 
denne Dejlighedens Bryllups- 
  Fest med Kampen.