Hymne til Folkevennen
Jeg skrev saa tidt med vanhellig Pen,
Min ringe Geist var i Satans Eie;
Tak skee dig, ærede Folkeven,
Der mig omvendte fra Syndsens Veie!
At jeg begynder
At angre Synder
Det til din Ære jeg høit forkynder,
Held vorde dig!
At den er skyldig i Mytterie
Som denne Sandhed i Tvivl tør drage,
At Folk er Kongers Hollænderie
Hvis Ost og Smør de har Lov at tage,
Og som desuden
Maae ligne Studen,
Naar en Forpagter faaer Lyst til Huden,
Det veed jeg nu.
At Frihed er et forbandet Ord,
Som Herren skabte udi sin Vrede,
Blot for at straffe den gale Jord
Og Verdens Undergang at berede,
At Skraal mod Lænker
Den Ret forkrænker,
Som Gud paa Vuggen Monarken skiænker,
Er soleklart.
At den er altid med Viisdom fød,
Der sexten Ahner og flere tæller;
For ham er det kuns et Smørrebrød
Hvorved den støvede Lærde træller,
At Dyd og Ære
Vil ene være
Hos dem, der Skiolde og Hielme bære,
Er nu min Troe.
At den Nation jeg ei nævne tør,
Skiønt den behandler os som den lyster,
Har al den Frihed man have bør,
Saa den med Rette sig deraf bryster.
Ak, skiønt vi sukke,
Vi ei tør mukke,
Men dybt for den os i Støvet bukke,
Er sandt og vist.
Du har beviist, og modtag min Tak,
At Frankrig er kuns et Øglerede;
At der fordømte rebelske Pak
Bør føle Kongernes grumme Vrede;
At Blod i Strømme
Bør oversvømme
Det Land som vovede frækt at dømme
Sin Souverain.
Du lærte mig, at i Krigens Tid
Kun Landets Børn bør for Landet stride;
Og at naar Kongen har endt sin Strid,
Han ei paa Borgeren meer maae lide;
For ham at ave
Bør Kongen have
En skiønne Flok af de kiekke brave
Daraussen fra.
Af disse Sandheder før jeg loe;
Den Latter blev mig til Skam og Skade;
Thi sværger jeg til en bedre Troe,
Om Demokrater mig end vil hade.
Det Had jeg venter
Betalt med Renter
Ved nogle bitte Emolumenter.
Forstaaer I mig?
