Holger Drachmann

Under Stranden gaar en ensom Ridder,  
Kappen flagrer i den kaade Blæst;  
rundt ham glimter Sandets øde Vidder,  
spejdende paa Klitten Maagen sidder,  
bag ham stejler Bølgens hvide Hest.  
 
Dansken kjender ham, den blonde Kæmpe,  
helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand;  
han har aldrig faret frem med Lempe,  
aldrig søgt sin Vredes Baal at dæmpe;  
der er ingen i vort Land som han.  
 
Der, hvor under hvide, stejle Brinker  
Bølgen leger med det gule Rav,  
der, hvor Fiskens Bug i Garnet blinker,  
der, hvor han Lars Kruses Baad tilvinker,  
blev han viet til det store Hav.  
 
Og hun tog ham i de stærke Arme,  
hængte Stridens Glavind om hans Lænd,  
gød ham i hans Blod sin Golfstrøms Varme,  
lagde Uvejrsmodet i hans Harme,  
thi hun lider ikkun kjække Mænd.  
 
I en Tid, hvor idel Stønnen høres  
fra forpinte Hjærters Ribbensbur,  
hvor kun Skumringsklynk imod vort Øres  
smertesvulne Trommehinde føres,  
lyder frelsende hans glade Lur.  
 
Hvor Novembernattens Storme tude,  
tænker vi paa ham og paa hans Hav;  
og mens bladløst Poplens Gren derude  
kaster rædde Skygger paa vor Rude,  
mindes vi hans Rytmes Gangertrav.  
 
Naar om Hundred Aar han bleg om Panden  
hviler, Danmark, i din Moderfavn,  
og to Elskte ensom gaar ved Stranden,  
vil de se paa Havet, paa hinanden,  
se — og hviske Holger Drachmanns Navn.