Jomfru Elses Vise

written by


« Reload image

Hvorfor rinder saa din Taare?
  Møe, saa væn, og ung endnu!
Hvorfor blegner du saa saare?
  Hvorfor leer og synger du?

Jeg har nydt af Livets Glæde;
  Jeg har følt al Livets Vee.
Lad mig blegne, lad mig græde,
  Lad mig synge, lad mig lee!

O jeg drømte — ja! jeg drømte
  Om en Engel, evig min,
Som jeg sad, og sang, og sømte
  Paa mit eget Jordeliin.

Dybt i Østens lyse Fierne
  Maanen lued rød, som Blod;
Og den blege Aftenstjerne
  Dybt i Vestens Mørke stod.

Jeg var ene, jeg var bange,
  Og mig længtes inderlig.
See! da kom i dunkle Gange
  Englen, som jeg drømte mig.

Og med Hyl i Skovens Kroner,
  Og med Strandens Bølgers Kluk,
Og med Nattergalens Toner
  Blandte sig hans dybe Suk.

Ak! nu saae jeg Maanen ikke;
  Ak nu saae jeg Stjernen ei;
Kun min drømte Engels Blikke
  Tindred paa min mørke Vei.

Og han svæved mig imøde;
  Om hans Skuldre Harpen klang;
Og jeg saae hans Pande gløde;
  Men han standsede sin Gang.

Og jeg iilte ham imøde
  Paa den mat oplyste Vei;
Mine Kinder blev saa røde;
  Men han stod, og saae det ei.

Dybt han stirred ned i Støvet,
  Lænende sig paa sin Stav;
Og hans Blik sank ned bedrøvet,
  Ned, som i hans egen Grav.

Og han stirred mod det Høie;
  Og hans mørke Blik blev vildt —
See da mødte det mit Øje,
  Og paa eengang blev det mildt.

I hans Bryst hvert Spor af Smerte
  Ved mit Smil blev slettet ud:
Og han sank til dette Hierte,
  Og mit Hierte sank i Gud.

Vore Siæle sammenfløde,
  Og vi følte intet Savn;
Og vi smeltede, og døde
  Saligt i hinandens Favn.

Da jeg vaagned op i Lunden,
  Var ei Maanen længer rød;
Aftenstjernen var forsvunden
  Ved min Side laae han død.

Jeg har tabt al Livets Glæde
  Jeg har udtømt Dødens Vee.
Derfor maae jeg evig græde,
  Derfor maae jeg evig lee!

© Jens Baggesen