Røde Roser! Eders Purpur blegner;
Hvide Roser! Eders Snee blev graa.
Ak! saa falmer, svinder, mattes, segner
Al den Skiønhed, Solen blomstre saae.
Roser! Eders sidste Smil mig minder
Hendes Smil, hvis Haand I blomstred' i;
Ogsaa dette Smil engang forsvinder!
Grumme Roser! ak! hvi' visned' I?
O! vi haabede den stolte Lykke,
Tryllet sødt i hendes Haand af Lyst,
Hendes skiønne, skyldfrie Barm at smykke,
Og engang at døe paa hendes Bryst!
Ak! vi maatte hendes Smil forlade;
Og af hendes Haand modtog os du;
Grumme! derfor falme vore Blade.
Grumme Sanger! derfor døe vi nu.
