Ad Kendte Veje

O hvor hvert Fjed dog er gammeltungt, 
  Naar Vejen skal trædes tilbage; 
  Trittet var let, saa tyveaarsungt, 
  Da det gik mod de dejlige Dage. 
  Liden Fugl paa vor Vej 
  Havde travlt med at synge 
  Sin Elskovssang; 
  I hver Bøgetræsgynge 
  Var Legen i Gang. — 
  Nu synges, nu leges der ej. 
  Kun de susende Graner har endnu Røst, 
  Og det lyder som oprørt Vand; 
  Det tegner mod Høst. 
 
Elskede! ak, den dobbelte Klang, 
  Som strider i denne Kalden: 
  Sangfuglelatter fra korngul Vang 
  Og hulkende Skovvandes Falden! 
  Nu er Sommeren væk 
  Og kun Høsten tilbage, 
  En Middelhøst; 
  Kun en Afglans af Dage 
  Med kummerlig Trøst, 
  Et Billed med falmede Træk. 
  Og jeg trykker det blegede Blad til min Mund. 
  Der er dobbelt og stridende Lyst 
  I Afskedens Stund. 
 
Nej, jeg vil ej som den Klagende staa, 
  Naar intet dog kan forandres; 
  Heller ad høstgule Gange gaa, 
  Naar Stierne dog skulle vandres. 
  Der er Kraft i den Luft, 
  Som fra Granskovens Naale 
  Min Aande naar; 
  Gennem Høstsolens Straale 
  Et Farvevæld gaar, 
  Hver Blomst har forstærket sin Duft. 
  Lad kun Vaaren forstumme; her spirer et Frø. 
  Jeg har Sange i Hjertet endda; 
  De kan aldrig dø.