Paa Forpost

Nattens dæmrende Taager 
Har sig paa Engen lagt 
Der kun Soldaten vaager 
Paa sin farlige Vagt. 
Medens hans Blikke vanke 
Gjennem det øde Rum, 
Sysler hans stille Tanke 
Udi sin Helligdom. 
 
Thi han bærer derinde 
Gjemt i en trofast Sjæl 
Billedet af en Kvinde 
Deilig som Freia selv! 
Og naar han dristig træder 
I Slagets Dødningdands 
Billedet sig iklæder 
Valkyriens høie Glands. 
 
Kjøle Luftning fra Søen, 
Bringer du med et Bud? 
Mødte du hist paa Øen 
Nylig min unge Brud? 
Svaled du Kindens Rødme, 
Løste du Lokkens Fald, 
Nipped du Læbens Sødme? 
Ak! deel da med mig halv! 
 
Løste hun af sit Fængsel, 
Mens du i Løvet skjalv, 
Hjertets bævende Længsel, 
Sukkets vingede Alf; 
Hvisked hun: Jeg vil græde, 
Kommer igjen ei han, 
O! da gaaer jeg med Glæde 
I Døden for mit Land!