Fortale til Skaberen

O Almæctige Gud, al Verdens Skaber oc HErre,  
Præctig du gaaer her ud, din Gierning ziirlig maa være!  
Herlighed er din dragt, oc Lius dit Klædebon hvide!  
Deilighed er din Pract, du skin som Solen hin blide!  
Blankt dit Klædebon er, din' Hænders Gierninger liuse,  
Neppe dem Phœbus seer, før hand flux lader sig kiuse.  
Ingen, i Verden viid, sligt Mesterstycke har skaaret,  
Ingen, af Adams tiid, saa konstig Qvinde har baaret;  
Ej Teltmageren kand sit Pauluun kruse saa artig,  
Perlestickerens Haand tapet ej Sticker saa fartig:  
Du jo HErre Gud før, det skønnest' Himmelens Decke,  
Som det, HErre, dig bør, mon ofver Jorderig strecke.  
Ziirlig Demanten er, saa oc den røde Rubine:  
Soolen skønner oc skær, paa højen Himmel, maa skinne:  
Perlerne stickis næt tapetet herligt at pryde:  
Stjernerne bedr' er sæt', hves Orden ingen kand bryde.  
Aldrige nogen tiid slig grundvold Mestere lagde,  
Ingen i Verden viid slig Bygning muured' oc magde:  
Du jo stærckere langt al Verdens monne begrunde.  
Bjerget saa højt oc rankt med Klipper brede ja runde,  
Icke med Pæl til styt, paa piller Stæne ved giære;  
Men paa været saa blødt, som Hafvet icke kand bære.  
Vanden' hen ofvergaae taarn, spiir' oc fjeldene høje,  
Landene dog ej maae den ringste Skade tilføje.  
Du Rørmestere klog oplader Kilderne klare,  
Qvæger maae der faae nok, der dricker Djurenis Skare,  
Elfven saa striide gaaer imellem grønneste Liide,  
Fuglen der Skaalen naaer, der segler Svanen hin hviide,  
Aanden der dycke maae der med sin' Ellinger spiller,  
Tryggelig gaasen graa paa Tuen sofver oc hviler.  
Gardener est du viis det gjr din Hafve tilkænde,  
Fuld med Vrter oc riis, oc Græs foruden all ende.  
Ageren det kundgiør som du opfylder med Grøde,  
Træerne det udfør' af dig forgyldes med føde.  
Det Viingaarden fortæl, som gîr os Vinen hin blanke,  
Olden det viiser vel i Skofven' høje ja ranke.  
Fuglen der fryder sig, med sit sød-klingende Stemme,  
Ved velsignelse slig, oc kand sin Skaber ej glemme.  
Du Fiskmestere riig din Dam kand aldrig udtømmis,  
Vandet ej setter sig, dog det med Demning ej gemmis.  
Hvalen hand gaaer i spryng, oc Styrren leeger med hale,  
Silden hun gaar i Lyng, oc Torsk med Finderne prale,  
Marsvinet tumler sig, den Sæl-hund spiller for Borde,  
Tanthejen underlig mon til en Dantzere vorde.  
Orphei Harpe gaaer, men Hafvet springer oc spiller,  
Lutten Apollo slaaer, men Fisken tumler oc driller.  
Du Skolemester est fix som uden Bogstafven lærer,  
Icke med V eller X men med Mirakler udsperrer;  
Dennem hvo seer oc hør i Himmelen eller paa Jorde,  
Var hand Læredreng før hand maae snart Mestere vorde,  
Som udførligen meer her efter blifver befundet,  
Oc for alle ja hver af dine Skabninger vundet.  
David Sangeren, vel maae dine præctig' idrette  
Vndr' oc priise med Skel hand maae bekænde med rette;  
Jorderig er opfylt af HErrens Godhed fra grunde,  
Jorderig er forgylt med HErrens Gafver de runde!  
O du kiereste Gud, frem for Sirenerne mange,  
Du betager mit Mood! Jeg er din Skabelses fange.  
Saadan Foræring riig med andr' utallige fleere,  
Du ej, HErre Gud, dig, men Mennisken monne forære,  
At de skulle for det, dig lofve' oc hiertelig priise,  
Ja paa hverrende sted, dig tack oc ære beviise.  
Ligesom du oc vist var Konsten mæctig oc ferdig,  
Vilde du uden frist fuldbiurde Skabningen værdig:  
Dage sex, stod det paa, alting, af intet, bereddis,  
Siuvende hviilte saa, oc ved de Gierninger glæddis.  
Værdelig om sligt verk nu skuld' oc kunde beregnis,  
Maatte mig vel nu stærk en Engle-tunge tilegnis.  
Palladis Viisdoms Skriin vil her fuld snarlig udtømmis,  
Oc Demostenes fiin for tungen lidet berømmis.  
Skulde her høris ret sligt u-begribelig Under,  
Øret var alt for slet det Hiertet icke begrunder.  
Er ej bedre for raad, vi os dig, Skaber, tilvende,  
Bede med Suck oc graad du vilt din hellig Aand sende:  
Hvilken i første tiid den raa materie qvegte,  
Varmed' af Kraften bliid oc ret som Hønnen udklegte:  
HErre Gud, hiælp oc varm gif Lius vort syndige Hierte,  
HErre Gud dig forbarm stik op din Fackel oc Kierte.  
Flydende giør min Pen den drif med Fingrene dine,  
Lydende giør din Ven ô Øremester hin fiine:  
Du, som eenist dog er den døv-mand lærer at høre,  
Du, ô Skabere kier, lær dummen tungen at røre  
Paa dit Løfte til gafn vi ville haabe ja liide;  
Hermed i Jesu Nafn vi saa til Arbeydet skriide.